Kender du til slædehunden Balto? Han er nok en af de mest berømte hundesuperhelte i verdenshistorien, og han har en helt fantastisk fortælling, som du kan læse om her. Men hvis du kender Baltos historie i forvejen, kan det være, at den måske er ikke helt, som du husker den. De seneste år er der nemlig kommet en masse debat om historien.
Hvem var Balto?
Balto var en siberian husky, der levede fra 1919 til 1933. Han var en slædehund i Alaska i den lille by Nome, og han var opkaldt efter den opdagelsesrejsende Samuel Balto. Han er for eftertiden særligt kendt for at lede en hundeslæde i det, der blev kendt som Serumløbet fra Nenana til Nome i 1925.
I guldgraverbyen Nome i Alaska var der i januar 1925 spirende tegn på et alvorligt udbrud af sygdommen difteri, der ville gå hårdest ud over byens børn. Det eneste, der kunne redde børnenes liv, var et serum, der befandt sig 1600 km mod øst i Anchorage. Vintrene i Alaska er så kolde, at fly ikke altid kan komme afsted, og denne vinter var det simpelthen ikke muligt for fly at levere serummet i Nome. Det tætteste, man kunne komme på Nome i det strenge vejr, var at sende det med tog til byen Nenana, der ligger cirka 500 km nord for Anchorage – tættere på, men stadig utroligt langt væk. Herfra var det nødvendigt at sende serummet med hundeslæde resten af vejen. Det var en tur på cirka 1085 km ad det, som i dag kaldes for Iditarod Trail, og den rejse endte med at tage 127 timer i -30 graders frost og snestorm. Alt i alt noget af en opgave, og nyhedsmedier verden over fulgte det vanvittige kapløb med tiden helt tæt.
Serumløbet og seje slædehunde
Der er mange forskellige udlægninger af historien om Balto og Serumløbet, men her er den mest gængse fortælling om den legendariske begivenhed:
Rejsen var planlagt til at skulle gennemføres som en stafet i flere etaper og med flere hold af slædehunde – faktisk 20 hundeførere med deres omkring 150 hunde skulle hjælpe med at dække de mange hundredvis af kilometer i bidende frost. Etaperne var af forskellig længde, i forskelligt terræn og på forskellige tidspunkter af døgnet. En af de etaper, man stadig taler om i dag, er den længste etape i Serumløbet, der blev gennemført af den norske hundefører Leonard Seppala og hans førerhund Togo. Faktisk var det også Seppala, der ejede Balto, men i denne transportkæde var Balto under hundeføreren Gunnar Kaasens kommando.
Det, der endte med at blive den mest berømte del af Serumløbet, var Baltos og hundeføreren Gunnar Kaasens rute – den næstsidste distance tilbage til Nome. Kaasen har udtalt, at han ikke så det store potentiale i Baltos egenskaber som leder for hundespandet, men han berettede senere, hvordan Balto reddede hele holdets liv ved at være en dygtig førerhund i det stride vejr! Deres del af løbet foregik primært om natten, og under de strengeste vejrforhold, så Kaasen kunne dårligt se hundene og måtte stole på, at Balto kunne lede dem. For at det ikke skulle være nok, væltede slæden på et tidspunkt, kassen med serum faldt ned i sneen, og Kaasen fik forfrysninger af at lede efter den. Men han fandt den dog – uskadt – og de kunne fortsætte rejsen.
På grund af snestormen var der en del forvirring, da Kaasen skulle overlevere serummet til den hundefører, der skulle klare den sidste del af rejsen. Det betød, at de selv endte med at tage den sidste etape og dermed rejste dobbelt så langt, som det oprindeligt var planlagt. Og det var især den detalje af historien, der gjorde deres del af rejsen så berømt. Den 2. februar 1925, efter fem dages hektisk løb, nåede de frem til Nome med det livreddende serum i god behold. Difteriepidemien blev afværget, og løbet satte samtidigt en verdensrekord for den hurtigste tilbagelæggelse af så stor en afstand med hundeslæder.
Slædehunde på pension
Serumløbet var som sagt blevet fulgt af hele verdenspressen, og det betød, at Balto og de andre hunde var noget nær rockstjerner, da de kom hjem. Balto rejste hele USA rundt og fik masser af opmærksomhed i tiden efter Serumløbet. Efterhånden ebbede historien lidt ud, men det gjorde ikke folkets kærlighed til Balto mindre. Efter stor berømmelse og turnéer rundt i hele Nordamerika blev han faktisk solgt til at lave optrædener, men det lykkedes via fundraising at få Balto til Cleveland Zoo, hvor han nød sit otium og levede, til han blev 14 år. Efter sin død blev han endda udstoppet og er i dag bevaret på Cleveland Museum of Natural History. Togo, den slædehund Seppala selv rejste ruten med, er også udstoppet og står i Wasilla i Alaska.
Hvorfor husker man kun Balto?
Balto var én af cirka 150 hunde, der fik til opgave at redde Nomes børn, men det er helt klart ham, der har fået størst hæder efterfølgende. Senere har der været debat om, hvorvidt Balto var den eneste heltehund, der fortjente opmærksomhed, og især om Kaasen burde have delt mere af sejren med de andre hundeførere. Mange mener blandt andet, det i stedet var Togo, Seppalas anden stærke førerhund, der i virkeligheden burde have fået æren for de mest kritiske etaper af Serumløbet, særligt fordi Togo var førerhund på den længste og farligste strækning. At det blev Balto og Kaasen, der er blevet det team, man husker, har nok især noget at gøre med, at det var dem, der endte med at tage den sidste del af ruten og altså også blev dem, der overleverede serummet til byens borgere.
Hvor ser vi historien om Serumløbet i dag?
I dag bliver Serumløbet stadigvæk mindet ved “Iditarod Race”, som er et stort hundeslædeløb, der har næsten samme rute, som den oprindelige rejse. Det er faktisk også på Iditarod-løbets hovedkvarter, at den udstoppede Togo står i dag.
Hvis du vil lære mere om Balto, kan du f.eks. se den tegnefilm, der er lavet af Universal i 1995. Den fortæller hele historien om den lange slæderejse og kapløbet med tiden på en måde, så hele familien kan være med. Du kan også se den statue, der er rejst til hans minde i Central Park i New York, hvis du skulle komme forbi. Da den blev rejst 1925, var Balto faktisk selv til stede! I 2001 fik slædehunden Togo også en statue i New York, og der er for nyligt også lavet en film om hans del af rejsen, og så småt bliver det anerkendt, at æren ikke længere alene er Baltos, men i høj grad et helt enestående samarbejde, der lykkedes imod alle odds.
Der findes masser af eksempler i historien på hunde, der er sande superhelte. Kender du en god hundehelt, som du gerne vil høre mere om i en artikel en dag? Skriv gerne dit forslag i kommentarfeltet!
