Forestil dig, at du er ude og gå tur med hunden, og du pludselig får lyst til en kop kaffe på en cafe. Eller hvad med at besøge den spændende butik, du lige har fået øje på? Disse scenarier er desværre ikke helt problemfrie, da det ikke er alle steder, du må tage hunden med ind. Mange hundeejere føler sig utrygge ved, at lade hunden stå alene foran supermarked eller storcenteret. Især fordi det ikke er utænkeligt, at hunden kan blive stjålet. Derfor kan det være en god ide at have styr på, hvor hunden må komme med ind, og hvor den ikke må. Så kan du planlægge dig fra at skulle efterlade din ven udenfor.

Restauranter og caféer

Det er hyggeligt at have hunden med, når man skal på restaurantbesøg med en ven, eller hvis man på sin gåtur får lyst til at holde en pause på en cafe. Men må hunde egentlig overhoved være på restauranter og caféer?

Svaret kommer an på det specifikke spisested. De bestemmer nemlig selv, om de vil byde kæledyr velkommen. Stedet skal dog følge visse regler fra fødevarestyrelsen. Hunde må kun være i serveringsområdet, og ikke der hvor maden bliver lavet. Derudover skal stedet sikre sig, at hunden ikke kan komme i kontakt med fødevarer.

Men hvordan finder du så ud af, hvor du kan tage din hund med hen? Det simple svar er, at du blot må spørge. Det er bl.a. en god ide at ringe i forvejen for at høre spisestedet, om de tillader hunde indenfor. Dette kræver naturligvis lidt planlægning, og er ikke så optimalt til spontane besøg. Derfor er det en god ide, at kende til de restauranter og cafeer der ligger, hvor du ofte kommer. Find ud af hvilke der tillader hund, så ved du i fremtiden, hvor det er muligt at besøge.

Der findes også en Facebook gruppe som hedder ”Hundevenlige restauranter”. Her deler medlemmerne deres oplevelser med spisesteder, hvor hunde er velkomne eller ikke er velkomne.

De har også lavet en liste over hundevenlige steder, som du kan tjekke ud her.

Supermarkeder

Det er ikke lovligt at have hunden med ind i supermarked. Dette skyldes at hunden bevæger sig rundt, hvor der ligger fødevarer frit fremme. Den samme regel gælder for andre lignende fødevarebutikker, hvor maden også står fremme.

De fleste supermarkeder har en krog udenfor, hvor din hund kan stå og vente. Men mange hundeejere synes, at det er utrygt, at lade hunden være alene. De må derfor planlægge, hvordan de får købt ind i supermarked uden deres firbenede ven.

Den eneste undtagelse er fører- eller servicehunde, som gerne må ledsage deres ejer ind i et supermarked eller en fødevarebutik – hvis altså lederen af butikken tillader det.

Storcentre

Storcentre er dejlig praktiske, da du kan finde mange forskellige butikker på ét sted, og samtidig være i tørvejr. Men har du lyst til at tilbringe en hyggelig shoppedag med hunden i dit lokale storcenter, må du nok desværre lægge nye planer. De fleste storcentre tillader nemlig ikke kæledyr, hverken store eller små, og heller ikke i taske eller indkøbsvogn.

Hvis du gerne vil vide, om du kan tage din hund med ind i dit lokale storcenter, vil du typisk kunne se informationer og regler om hunde på deres hjemmeside.

Vi har fundet to steder, hvor alle hunde er velkomne, og det er alle Magasin-centre og Salling i Århus. Så længe hunden er i snor og ikke er i fødevareafdelingen, så er den velkommen. Derudover har vi kunne finde følgende storcentre, hvor de tillader små hunde, hvis de bæres på armen eller i en taske: Rosengårdscenteret, Bruuns Galleri og Frederiksberg Centeret.

Ligesom med supermarkeder er det typisk tilladt, at have fører- og servicehunde med ind i et storcenter.

Andre butikker

Der findes ingen overordnet regel, når det kommer til alle andre former for butikker. Nogle butikker byder hjerteligt hunde velkomne, og nogle ønsker dem ikke. Alt du kan gøre er at spørge i den enkelte butik. Der er nemlig ofte heller ikke faste regler hos bestemte butikskæder. Det afhænger af hvad butikslederen eller ejeren i den enkelte butik ønsker.

Mange butikker har klistermærker på vinduet eller døren, som informerer om, hvis hunde ikke må komme med ind. Ellers finder du naturligvis svaret, ved at gå ind og spørge.

Dogley kan hjælpe dig, når du ikke må have hunden med

Har du brug for at købe ind til aftensmaden, en stor fødselsdagsfest, eller har du brug for nyt tøj? Måske har du en aftale med din veninde på en cafe, hvor hunde ikke må komme med? Hos Dogley kan du finde en kærlig hundepasser nær dig, som kan tage sig af din hund, imens du er ude. Så behøver du ikke bekymre dig om, hvor din hund må komme med ind, og hvor den ikke må.

Find en hundepasser i dit område


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *