Hos Dogley hylder vi hunde og alt det, hunde kan! Mange af Dogleys brugere har hunde, der udelukkende er kæledyr, men denne artikel handler om, hvad hunde og deres ejere også kan opnå, hvis de arbejder i fællesskab. For hunde har nogle enestående egenskaber, og sammen med deres ejere kan de så meget mere, end man umiddelbart skulle tro.
Derfor tog Dogley til områdemesterskab i Politihundeforeningens Roskildeafdeling en tidlig søndag morgen i slutningen af marts. Områdemesterskabet er en stor konkurrence, hvor hunde og deres hundeførere har muligheden for at vise deres færdigheder. Samtidig konkurrerer de med og mod hinanden hele dagen.
Hvordan foregår konkurrencen?
Konkurrencer i Politihundeforeningen har en nogenlunde fastlagt form og foregår sådan her: De er bygget op af 11 momenter fordelt på forskellige områder. Et moment er en opgave, som hunden og føreren skal løse i fællesskab. Det kan for eksempel være at finde en lillebitte genstand (på størrelse med en rawlplug) på en mark, følge et duftspor eller at bide i en person med beskyttelsesærme. Konkurrencerne bliver overvåget af to dommere, der skal vurdere hundene og førernes samarbejde, og selve momenterne er udformet af figuranter, der blandt andet skal kunne spille “gerningsmænd”. De skal også lægge de duftspor og de genstande, som hundene skal finde, og efterfølgende skal de hjælpe dommerne med at vurdere, om fører og hund har løst opgaverne.
Det kræver en del plads at afholde denne slags konkurrencer, for at alle hunde har lige fair chancer for at løse opgaverne. De skal nemlig have hvert deres område at konkurrere på, og områderne skal være nogenlunde ens. Skulle alle hundene for eksempel følge det samme spor på det samme område, ville det være ganske svært at dømme hundenes evner lige, fordi sporet ville blive påvirket af de mange konkurrenters færden. På samme måde kan én hund ikke gå spor i et sumpområde, hvis en anden går spor på et helt fladt stykke land, fordi vilkårene for at gennemføre opgaven ikke er de samme. Områdemesterskabet i marts var altså en ret stor begivenhed, både i areal og i antal. Det strakte sig over mere end 30 km på Midtsjælland – fra Avnstrup til Gundsølille – og havde deltagere fra det meste af Sjælland.
Hvem kan deltage?
Man behøver ikke være hverken politimand eller politihund for at være med i Politihundeforeningen, og selvom der er flest schæferhunde i foreningen, kan andre hunderacer også være med, så længe de er 45 cm eller mere over skulderen. Foreningen er nemlig både for civile hunde og tjenestehunde, og dens formål er at træne hunde med de metoder, der bliver brugt hos det danske politi. Man træner altså sin hund ud fra nogle bestemte discipliner til at kunne følge spor og finde genstande og til at kunne genkende mistænkelige personer og eventuelt bide dem – og kun dem. Mange af medlemmerne bruger altså Politihundeforeningen som en base for at have en fritidsinteresse sammen med sin hund; en fritidsinteresse, der kan sammenlignes med et solidt håndværk eller en elitesportsgren.
Hund og hundefører i tæt samarbejde
Dogley så tre deltagere i forskellige dele af konkurrencen og fik derfor set hunde og førere på forskellige niveauer deltage i forskellige momenter. Hundene er inddelt i fire forskellige klasser alt efter, hvor svære deres opgaver skal være: Unghund, patruljehund, kriminalhund og vinderhund, hvor unghund er den laveste sværhedsgrad, og vinderhund er den højeste. De tre deltagere, vi så i konkurrencen, var to vinderhunde og en unghund, hvoraf den ene vinderhund skulle på rundering (afsøge et stort område på max 45 minutter for at finde både folk og genstande) i et skovområde, og den anden vinderhund og unghunden skulle gå spor i et stort, åbent landskab, og alle tre var helt utrolige at overvære. Der var fuld fart over feltet, og opgaverne blev løst med så stor koncentration og præcision, at Dogleys udsendte flere gange tabte underkæben af rend og skær beundring, når en hund snusede sig frem til en sikring eller en nedgravet cigaretpakke eller noget tilsvarende bittesmåt i det høje græs.
Dét, det virkelig gælder om til en konkurrence i Politihundeforeningen, er kontakten og tilliden mellem hund og fører, for uden kan man ikke gennemføre de stillede opgaver, og her hundesnoren blandt andet et enormt vigtigt element. I modsætning til en almindelig hundeluftetur hjemme på villavejen, hvor hunden jo som oftest ikke må trække i snoren, var det i dagens tilfælde faktisk en nødvendighed, at linen mellem hund og fører var strakt helt ud! Selvfølgelig skal hunden ikke storme afsted med føreren halsende bagefter, men hvis man skal følge et spor, går hunden konstant med snuden i jorden, og derfor er det vigtigt, at linen mellem hund og fører er strukket ud – på den måde kan de nemlig mærke hinanden hele tiden.
Det kan næsten sammenlignes med en gammeldags dåsetelefon, hvor man kun kan tale samme og lytte i dåserne, når snoren er helt spændt ud. Gennem snoren kan hund og fører aflæse hinandens bevægelser og på den måde ved de, hvor de skal gå hen.
En holdsport for hund og fører
Ligesom med mange andre former for konkurrencer er strategi, udholdenhed og talent afgørende elementer, men spørger man i Politihundeforeningen, får man at vide, at det allervigtigste er samarbejdet mellem hund og fører. De bliver nødt til at være et lille sammentømret team, der arbejder mod et fælles mål, og kun har opgaven for øje under konkurrencen. Det er derfor nødvendigt, at hund og fører er i “sync”, og det kan de kun, hvis de har opbygget et stærkt bånd.
Til konkurrencen var det helt tydeligt at se, hvor tætte hundene og førerne var, og samtidigt var det åbenlyst, at de havde det helt vildt sjovt sammen, mens de konkurrerede. Ligesom i en hver anden sport blev der heppet på hinanden; førerne brugte positiv animering, altså mundtlig ros, til hundene, når de arbejdede, og alle hunde havde høj haleføring gennem hele dagen.
Styrk båndet og vær aktiv med din hund
Båndet bliver styrket hver eneste gang, man træner med sin hund, for det er her, man lærer hinanden at kende. Gennem træning lærer man om hinandens temperament, kropsprog og personlighed, og jo bedre hund og ejere kender hinanden, desto lettere bliver det at forstå hinanden. Du behøver ikke nødvendigvis træne din hund til at gå spor for at skabe et tæt sammenhold mellem jer. Der findes masser af foreninger i hele Danmark, hvor du kan gå til den træning, der passer til dig og din hund, og hvor I kan lære hinanden endnu bedre at kende.
Er jeres hverdag for travlt til også at gå til hundetræning? Husk at du kan give din hund en mere aktiv hverdag, hvis du booker luftning gennem Dogley. Du kan se, hvilke hundepassere, der har taget et hundepasserkursus her.
________________________________
Dogley er en fællesskab for hundeelskere, hvor du som hundeejer kan finde private hundepassere i dit nærområde. Vi gør det trygt og nemt at booke en godkendt hundepasser. Klik nedenfor for at finde din perfekte hundpasser.