Januar betyder tid til sundhed for mange mennesker. Julemad og hjemmebag ligger tungt, og det er tid til at komme op af stolen! Og her er der gode nyheder til alle jer hundeejere: Forskning tyder nemlig på, at hundeejere faktisk er sundere, end folk der ikke har hund.
I regn og slud skal hunden ud
Et britisk studie viser, at hundeejere oftere går ture, end folk uden hund, og at turene ofte er lange. Det giver jo sig selv, når man tænker over det, for en hund skal naturligvis luftes. Men studiet viste også, at man som hundeejer ofte supplerer gåturene med andre sportsgrene eller anden motion. Hundeejere har, ifølge studiet, fire gange så stor sandsynlighed for at dyrke tilstrækkeligt med motion, som folk der ingen hund har.
Derudover kommer man som hundeejer ud i al slags vejr, for hunde skal ikke kun luftes, når det er tørvejr! Det bevirker, at man både får sol og frisk luft, når man lufter hund, og begge dele gavner helbredet.
En hund hjælper dig som hundeejer til at komme op af stolen. Generelt har hundeejere en mindre stillesiddende hverdag, fordi man leger, lufter, klapper, hygger og så videre med sin hund hver dag.
Meget tyder også på, at immunforsvaret hos børn bliver styrket, hvis de vokser op med kæledyr. Når man vokser op med hund, får man kontakt med masser af jord, savl og snavs, og det styrker immunforsvaret. Det viser sig blandt andet ved, at børn, der er vokset op i hjem med hund eller andre dyr, ikke lider så meget af fx allergier.
Din hund giver dig overskud
Selvom man helt konkret får en sundere hverdag af at lufte sin hund, behøver det ikke kun være hundeluftning, der gør hundeejere sundere.
Som hundeejer kan man også blive mentalt sundere. Man bliver kort sagt simpelthen gladere af at have hund. Hunde har nemlig en afstressende effekt på os mennesker. Hvis du blot bruger et par minutter om dagen på at klappe din hund, bliver dit stressniveau betydeligt nedbragt, og dit blodtryk falder. For nogle mennesker gælder det også, at de føler sig mere trygge med deres hund i nærheden. Det medfører, at de slapper bedre af og fx sover bedre om natten.
Derudover hjælper din hund dig til et bedre socialt liv. Som hundeejer kan man nemlig næsten ikke undgå at have socialt samvær med andre, når man lufter hunden. Måske hunden bliver klappet af et lille barn. Måske taler man med en anden hundeejer om erfaring og livet med hund. Måske hilser man på naboen og lærer sit nærmiljø at kende. Måske går man til træning, til den lokale hundesalon eller til hundetræf. Alt dette hjælper til, at man får en mere social hverdag tæt på sin bopæl.
Har du ikke selv tid eller råd til at have hund? Du kan blive hundepasser hos Dogley og på den måde “have” hund, når det bedst passer dig. Klik her for at læse mere om, hvordan du bliver Dogley-hundepasser.