Måske har du hørt om det før? Måske har du endda oplevet, at det er sket for din egen hund? Det sker nemlig for ret mange tæver, at de kan blive falsk drægtige – altså at de tror, de er gravide med hvalpe. Men hvad sker der reelt, når en tæve er falsk drægtig? Er det farligt? Kan man hjælpe dem? Læs med her og få svarene.
Hvilke hunde bliver falsk drægtige?
Falsk drægtighed kan opstå hos alle hunderacer – men det sker selvfølgelig kun for tæver. En falsk drægtighed opstår i forbindelse med løbetiden hos en tæve, og det kan som hovedregel derfor kun opstå, hvis hunden ikke er steriliseret. Man regner med, at det faktisk er helt oppe omkring 40 % af tæver, der oplever falsk drægtighed på et tidspunkt i deres levetid. Noget kunne tyde på, at det oftest er små hunderacer, der rammes af falsk drægtighed, men det er ikke sikkert.
Falsk drægtighed kan endda også opstå hos hunulve. Forskning tyder faktisk på, at falsk drægtighed er et levn fra hundens vilde fortid. Hos vilde hunde bliver det nemlig set som en fordel, når en tæve bliver falsk drægtig, fordi det giver den lyst til at die og passe på andre tævers hvalpe. Man mener, at den falske drægtighed har været en overlevelsesstrategi hos de vilde hunde, fordi der ikke har været mælk nok hos én hund til nye hvalpe. Dertil er det typisk også kun én tæve, alfaen, der får hvalpe i en vild flok. Derfor ville det give mening, at flokkens andre tæver kan hjælpe til med at give mad og beskytte.
Hvad er falsk drægtighed?
Falsk drægtighed er i det store hele en falsk graviditet hos en hund. Der er symptomer, som hvis hunden er gravid, men der er ingen hvalpe i maven. Det er ikke som sådan en sygdom, men nærmere en tilstand, der påvirker tævens opførsel, fordi den tror, den skal have hvalpe. Falsk drægtighed kan opstå, når mængden af hormoner ikke falder, som de plejer, efter en løbetid. Man mener, at det skyldes hormonet prolaktin, men det er ikke helt sikkert, at det netop er dét, der er årsagen.
Typisk kan man som ejer opdage symptomer på falsk drægtighed to måneder efter en løbetid – altså den tidsperiode en normal drægtighed ville vare, hvis hunden rent faktisk var gravid. En falsk drægtighed varer typisk et par uger, omtrent 2-4 uger, før det går i sig selv igen.
Der er forskellige symptomer, du skal holde øje med, hvis du mistænker, din hund er falsk drægtig. Hold øje med om din tæve:
- har forstørrede mælkekirtler og måske endda mælkeproduktion
- har forstørret bug
- har anderledes opførsel: fx at hun bygger rede, bliver beskyttende overfor legetøj, at hun drikker mere væske end normalt, spiser markant mere eller markant mindre
- begynder at pibe uden tilsyneladende årsag
- i visse tilfælde kaster op
Hos en dyrlæge vil man kunne slå fast, om tæven er falsk drægtig, fx via et røntgenbillede eller en blodprøve.
Hvorfor kan falsk drægtighed være et problem?
Som udgangspunkt er falsk drægtighed ikke et problem, med det kan være mere eller mindre invaliderende for hunden, alt efter hvor hårdt den er ramt. Hvis den blot har en periode, hvor den bliver ekstra overbeskyttende for et stykke legetøj, vil du som ejer måske ikke engang lægge rigtigt mærke til det. Hvis din hund bygger rede og bliver aggressiv, kan det være, det er værd at overveje om hunden skal behandles på en eller anden måde.
Du vil kunne hjælpe din tæve godt gennem den falske drægtighed ved at give den masser af motion og opmærksomhed, så den bliver distraheret fra tilstanden.
Er falsk drægtighed farligt?
Det er ikke farligt for din tæve at være ramt af falsk drægtighed. Men hvis din hund er hårdt ramt af falsk drægtighed, kan der følge en masse andre problemer for hundens helbred, så hvis din tæve har svær falsk drægtighed, kan det være en rigtig god idé at tage en snak med dyrlægen.
Falsk drægtighed går over af sig selv igen, men man vil kunne behandle det ved at give medicin, der stopper hormonproduktionen. Det vil dog ikke forhindre tilstanden i at komme igen, næste gang tæven er i løbetid. Den eneste langsigtede løsning er at sterilisere tæven. Hvis man vælger at få sin hund steriliseret, skal det gøres i en periode mellem to løbetider, fordi det skal passe med tævens hormonbalance. Du vil selvfølgelig altid kunne få gode råd og vejledning af din hunds dyrlæge.