For hunde er det vigtigt at forstå, hvad deres ejere kommunikerer til dem. Hunde bruger menneskers kropssprog, toneleje og ansigtsudtryk til at regne ud, hvilket humør vi er i, og hvad vi vil. Men hvad med menneskers ord? Forstår hundene dem, og kan de adskille dem fra hinanden? Eller er det kun betoningen af ordene, de lytter til? Det får du svaret på i denne artikel.

Kan jeg tale volapyk til min hund?

I en undersøgelse fra 2018 lagde forskere 12 hunde ind i en maskine, som scannede deres hjerner. Imens de var derinde, sagde deres ejere både ord, som de viste hundene kendte, og volapyk-ord. Hundenes hjerner reagerede forskelligt på ord, de kendte, og på de opfundne ord, som de ikke kendte til. Disse resultater viser, at hundens hjerne genkender ord. Men kun til en hvis grad. En lignende undersøgelse viste nemlig, at hunde ikke er så fintfølende, når det kommer til sprog, som vi mennesker er. Her kunne man se, at hunde ikke kan kende forskel på to ord, hvis de lyder nogenlunde ens. Det drejer sig om ord, hvor et enkelt bogstav gør forskellen. Fx ”dog” og ”dig” eller ”sit” og ”sut”. Hundens hjerne opfanger altså ikke sprog lige så detaljeret, som vi gør. Du kan selv prøve at sige “sut” til din hund, og se om den sætter sig ned.

Hvor mange ord forstår hunde?

Så vi ved altså, at hunde kan genkende ord, men hvor mange ord drejer det sig om? En forskningsundersøgelse fra Canada har set på hvor mange ord, en gennemsnitlig hund forstår. Undersøgelsen blev gennemført ved, at forskerne sendte en liste med ord og sætninger ud til 165 hundefamilier. Flere forskellige mennesker skulle sige ordene eller sætningerne til den enkelte hund, og så skulle de bedømme, om hunden virkede til at forstå, hvad der blev sagt. I gennemsnit forstod hundene 89 forskellige ord. Nogle af hundene forstod endda helt op til 200 ord, hvilket er på niveau med, hvad et 2-årigt menneske forstår. Ti af ordene kunne næsten alle hundene forstå. Ordene er klassiske ord, som ofte bruges i kommunikationen med hunde: ’sit’, ‘come’, ‘good girl/boy’, ‘down’, ’stay’, ‘wait’, ‘no’, ‘ok’, og ‘leave it’. Undersøgelsen viste også, at hunde som arbejdede professionelt, f.eks. politihunde eller sporhunde, havde et ordforråd som var 1,5 gang større, end dem som ikke var professionelt trænet.

Der findes også unikke hunde, som har helt specielle evner indenfor dette felt. Den muligvis dygtigste af dem er Chaser, som var en border collie der lærte navnene på over 1000 forskellige stykker legetøj. Hendes ejer kunne sige navnet på et stykke legetøj, og hun ville hente det til ham. Endnu mere imponerende er det, at hun også kunne kende forskel på ord for genstande og ord for handlinger. F.eks. “Hent sok” forstod Chaser som to forskellige ord, og kunne koble det sammen til, at hun skulle hente sokken.

Hvordan skal jeg tale til min hund?

Det er de færreste hunde, som er så gode til at kende forskel på ord, som Chaser. I virkeligheden bruger hunde langt fra ord alene, når de skal forstå os mennesker. Derimod kobler de mange forskellige sanseindtryk sammen. Vores kropsprog, betoning og ansigtsudtryk, samt omgivelserne og konteksten spiller alle en rolle, sammen med ordene. De danner alle et samlet billede, som hunden kan tolke ud fra.
Det er bl.a. blevet bevist, at der er forskel på hvor i hjernen, hunde registrer betoning, og hvor de registrer ord. Undersøgelsen der kiggede på dette viste også, at hunde vægter betoningen, altså måden ordene bliver sagt på, højere end selve ordene.
Hundeejere vil også kunne opleve, at de fleste ord kræver en bestemt kontekst eller situation, for at hunden forstår, hvad der bliver sagt. F.eks. “Skal vi gå en tur?” giver måske kun mening for hunden, hvis du også står med dens snor, har overtøj på eller siger ordene i en spændt og positiv tone.
Ord er langt fra det vigtigste eller mest effektive kommunikationsmiddel, når du interagerer med din hund. Brug hellere hele kroppen og så mange virkemidler som muligt – inklusiv sproget – det gør det lettere, for din hund at aflæse dig.

Sådan lærer du bedst din hund et ord

Her er en række råd til, hvordan du bedst og lettest lærer din hund at forstå et ord.

  1. Vælg ord med omhu. Brug specielle ord, som du ikke nødvendigvis ofte anvender, når du taler til hverdag. Det gør bl.a. “sit” meget effektivt. Hunden forstår, at ordet er specielt til den.
  2. Gør det simpelt. Hvis din hund skal lære en kommando, skal den være så simpel som muligt. Brug højest to ord, ellers bliver det for indviklet for hunden.
  3. Sig altid ordet på samme måde. Brug altid den samme tone og det samme kropssprog, når du siger ordet. Det hjælper din hund med at forstå det.
  4. Beløn din hund. Din hund skal forstå, at det er en god ting at lære et nyt ord. Din hund vil altid gerne gøre dig glad, så husk at rose og belønne din hund, når den gør noget rigtigt. Det er den bedste måde at lære på.
  5. Én ting ad gangen. Overdyng ikke din hund med for mange nye ting på én gang. Start med ét ord, og når din hund har lært det, kan du gå videre til det næste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *