Hvis man er i tvivl om, at hunden er menneskets bedste ven, har man aldrig hørt om den japanske hund Hachiko. Kender du endnu ikke historien om menneskets ultimativt bedste ven? Så læs med her.
Det trofaste hund
Hachiko var en hvid akita fra Japan, der levede fra 1923-1935. Han boede i Shibuya-bydelen i Tokyo med sin ejer Hidesaburo Ueno, der var professor på Tokyo Imperial University, og resten af Uenos familie. Hachiko er født på en gård udenfor Tokyo, men blev adopteret af Ueno-familien og kom til at bo i Japans hovedstad. Professor Ueno tog toget på arbejde hver morgen, og hver eftermiddag blev han “hentet” igen, fordi Hachiko stod klar på togstationen i Shibuya for at følges med ham hjem. Hver dag på samme tidspunkt.
I 1925 Ueno fik en hjerneblødning, mens han var på arbejde. Det var desværre fatalt, og Hidesaburo Ueno vendte aldrig hjem til Shibuya igen. Det betød, at den dag stod Hachiko alene på Shibuyas togstation og ventede forgæves på sin ejer, der skulle komme med toget. Dagen efter stod han klar og ventede igen på det sædvanlige tidspunkt – måske kom han hjem med toget i dag? Men igen i dag måtte Hachiko vente på ingen. Det gentog sig dagen efter. Og de følgende dage. Hachiko ventede faktisk foran stationen på sin elskede ejer hver eneste dag resten af sit liv, men Ueno kom naturligvis aldrig.
Folk i Shibuya og på togruten kendte allerede til Ueno og Hachiko og deres helt særlige bånd. Men historien om dem blev først udbredt, da en af Uenos gamle elever begyndte at besøge Hachiko. Han skrev artikler til aviser, der handlede om den trofaste hund, som ventede dag ud og dag ind på sin ejer, der aldrig ville komme. Hachiko blev landskendt, og folk på stationen begyndte at komme med mad og godbidder til ham, så han ikke skulle sulte. Hachikos kom nemlig ikke særligt meget hjem til familien Ueno længere, men strejfede rundt i området omkring stationen.
Hachiko døde i 1935 og blev begravet ved siden af Ueno i Tokyo. Efterfølgende er der blandt andet blevet rejst en statue af Hachiko på Shibuyas togstation. Statuen står ved siden af den indgang til stationen, som de to venner brugte, når de fulgtes hjem, og den er også opkaldt efter Hachiko den dag i dag. I Hachikos fødeby står der endnu en statue af den berømte hund – og her er der også et decideret akita-museum. På universitetet, hvor Ueno arbejdede, er der en statue af både Ueno og Hachiko. Der er desuden lavet flere bøger og film over historien (den film, der lettest tilgængelig herhjemme, er nok den amerikanske version af historien: “Hachi – a dog’s tale” fra 2009 med Richard Gere), der er japanske busser dekoreret med Hachiko, og hvert år er der en mindedag ved stationen. Den loyale Hachiko og det særlige bånd mellem de to venner bliver stadig husket i dag næsten 100 år senere.
Akitaens comeback
På det tidspunkt, hvor Hachikos historie blev udbredt i Japan, var der stort set ingen akitaer tilbage – det tyder på, der faktisk ikke var meget mere end 30 “rene” akitaer. Men Hachikos bemærkelsesværdige loyalitet gav racens popularitet et nyt pust, og i dag er akitaen en ret udbredt hund, ikke bare i Japan, men i hele verden.
Historien om Hachiko er muligvis usædvanlig, men den minder os om, hvorfor vi for så mange år siden inviterede hundene ind i vores hjem. Og om hvorfor vi stadig i dag kalder hunden for menneskets bedste ven. Sidder du ved siden af din hund og læser denne historie? Så giv den lige en krammer og mind den om, hvorfor du også er dens bedste ven.
