Hjælp til expats og andre som ønsker at flytte til Danmark, og gerne vil have deres hund med
Det er langt fra simpelt at flytte til et nyt land – det kræver en stor portion planlægning, både praktisk og mentalt. At få hunden med sig til det nye hjem, er desværre ikke den mest enkelte del af processen. I denne artikel hjælper vi dig, så du kan få et bedre overblik over, hvordan du får din hund med til Danmark.
Du skal være opmærksom på, at reglerne er forskellige, alt efter hvilket land du ankommer fra. Denne artikel giver et generelt overblik, men du skal sørge for at slå dit land op på Fødevarestyrelsens hjemmeside, for at se hvilke specifikke regler, der gælder for dig.
Det er ikke alle hunde du kan få med
Hvalpe
En hvalp skal blive hos sin mor, indtil den er mindst 8 uger gammel. Herefter kan den flytte hen til sin nye familie og starte det nye liv uden moren. Netop pga. denne aldersgrænse, kan du ikke rejse til Danmark med en hvalp, som er under 8 uger. Den eneste undtagelse er, hvis hunden rejser med sin mor.
Ulovlige hunde
I Danmark er der en række hunde som er ulovlige. Det betyder, at de ikke må indføres i landet. Sørg for at tjekke listen, så du er sikker på, at din hund ikke er ulovlig. Forbuddet omfatter også hunde der er en krydsning af de ulovlige racer. Her er de 13 ulovlige racer i Danmark:
- Pitbull terrier
- Tosa inu
- Amerikansk staffordshire terrier
- Fila brasileiro
- Dogo argentino
- Amerikansk bulldog
- Boerboel
- Kangal
- Centralasiatisk ovtcharka
- Kaukasisk ovtcharka
- Sydrussisk ovtcharka
- Tornjak
- Sarplaninac
I Danmark kan myndighederne sætte krav til, at du skal bevise, at din hund ikke er en eller en krydsning af en af racerne. Sørg derfor for at have dokumentation på din hunds race, især hvis den har lighedstegn med nogle af de ulovlige racer.
Hvis du har fået din hund inden 17. marts 2010, er den omfattet af overgangsordningen. Derfor må du gerne tage den med til Danmark, så længe du følger en række regler, når du er i landet. Læs mere her.
Maximalt antal hunde
Har du en stor familie med mere end fem dyr, kan du godt få et stort problem, når du skal flytte til Danmark. Man må nemlig højest have i alt fem dyr af arterne hund, kat og fritte med sig. Hvis du ønsker at flytte et højere antal, bliver det set som en kommerciel indførelse, og der er helt andre regler, som skal følges. Læs mere her.
Før du flytter til Danmark
Mikrochip
Din hund skal være mærket med et ID-nummer, så myndighederne i Danmark ved hvem den er, når den ankommer til landet. Dette vil typisk være i form af en mikrochip, som ligger under hundens hud, og som informerer om din hunds ID-nummer, når den scannes. Hvis din hund ikke har en mikrochip, skal du derfor planlægge et besøg til dyrlægen for at få sådan en til din hund. Har din hund en letlæselig tatovering med ID-nummer, kan denne erstatte chippen, så længe den er lavet før 3. juli 2011.
Mikrochippen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 11784. Hvis den ikke er, må du selv sørge for at medbringe en scanner, som kan scanne chippen, når du ankommer til Danmark.
Det er vigtigt, at din hund får mikrochippen, før den bliver rabiesvaccineret. Så vær opmærksom på rækkefølgen, og få evt. begge ting klaret samtidig, når du alligevel er på besøg hos dyrlægen.
Vaccination
Din hund kommer ikke lovligt ind i Danmark uden en rabiesvaccination, og netop denne del af planlægningen kan tage op til 4 måneder. Så sørg for at være i god tid! Vaccinationen skal være givet efter din hund har fået sin mikrochip, ellers er den ikke gyldig. Hunde skal være 12 uger eller ældre, før de kan få en rabiesvaccination. Læs mere om hvad du skal gøre, hvis din hund er mellem 12 og 15 uger under “undtagelser”.
Alle lande er blevet klassificeret efter, hvor høj risikoen for rabies er i landet. I EU inddeles landene i højrisiko-lande og lavrisiko-lande. Det har en stor betydning for din planlægning, hvilken klassifikation landet du rejser fra har. Læs mere under dit specifikke land på Fødevarestyrelsens hjemmeside, for at sikre dig hvilke krav der er.
EU-lande og lavrisiko-lande
Hvis du rejser fra et EU-land eller et af lavrisiko-landene, skal din hund vaccineret senest 21 dage, før I tager afsted til Danmark. En rabiesvaccine er gyldig 21 dage efter stikket, da det tager tid før den virker og beskytter din hund fuldt ud.
Vaccinationens effekt virker enten et eller tre år – det afhænger af hvilken type vaccination, din hund har fået. Hvis din hund gen-vaccineres eller får en booster-vaccination inden virkningen af den første vaccination udløber, behøver din hund ikke vente de 21 dage. Hvis vaccinationens gyldighed er løbet ud, før din hund får en ny rabiesvaccination, skal der ventes de 21 dage igen.
Højrisiko-lande
Det kræver en del mere forberedelse og tid, hvis du kommer fra et højrisiko-land med din hund. Hunden skal naturligvis først og fremmest vaccineres, men efterfølgende skal den også have en test. Testen hedder en rabiesantistof-titreringstest og viser vaccines effektivitet. Testen skal tages mindst 30 dage efter vaccinationen, og den skal analyseres på et EU-godkendt rabieslaboratorium. Efter testen er foretaget, skal du og din hund vente mindst tre måneder, før din hund må begive sig ind i Danmark. Det tager altså mindst 4 måneder fra din hund får vaccinationen, til den må komme ind i Danmark.
Undtagelser
Som tidligere beskrevet, skal en hund være 12 uger, før den kan få en rabiesvaccination. Derefter skal du vente mindst 21 dage, og i visse tilfælde fire måneder. Men er det så helt umuligt at få en ung hund uden en gyldig rabiesvaccine med sig til Danmark? Både ja og nej – det kommer an på hvilket land din hund rejser fra. Læs guidelines og regler for dit specifikke land på Fødevarestyrelsens hjemmeside, og se om du gerne må have din unghund med dig.
Hvis du kommer fra et af de lande, hvor Danmark tillader denne undtagelse, skal du udfylde en hvalpe-erklæring.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle EU-lande der tillader hunde under 12 uger, eller hunde som er under 15 uger og ikke er færdig vaccineret. Undersøg derfor altid alle de lande, som du kommer igennem på din vej til Danmark, hvis du bl.a. skal mellemlande.
Veterinærcertifikat eller EU-selskabsdyrspas
Lande udenfor EU
Hvis du rejser udenfor EU, skal du have et veterinærcertifikat til din hund. Certifikatet skal udfyldes af en læge, som officielt er bemyndiget til at kunne udfylde sådanne dokumenter. Certifikatet indeholder informationer om hundens mikrochip og vaccination – derfor må du vente med at få certifikatet lavet, til dette er på plads.
EU-lande
Hvis du bor i et EU-land og gerne vil flytte til Danmark med din hund, behøver du ikke at få et veterinærcertifikat til din hund. Du kan nemlig i stedet bruge et EU-selskabsdyrspas, som du kan få lavet hos en dyrlæge. Det er kun bemyndigede dyrlæger i EU, som kan udstede passet.
Din hund skal have en gyldig rabiesvaccine for at få lavet et EU-selskabsdyrspas. Passet kan bruges, så længe din hunds vaccination er gyldig. Dette gælder også, hvis hunden får en genvaccination eller booster, før den forrige vaccination udløber. Det er altså praktisk at anskaffet sig sådan et pas, hvis man skal rejse rundt i Europa med sin hund. Man undgår nemlig at skulle tage til dyrlægen og få lavet et veterinærcertifikat hver gang.
Tid til at transportere hunden
Hvornår og med hvem skal hunden rejse?
Når du flytter til Danmark, skal din hund ankomme indenfor 5 dage før eller efter, at du selv er landet på dansk jord. Hvis du ikke selv rejser sammen med din hund, skal du bemyndige en anden til at tage ansvaret for hunden og som flytter hunden for dig. Personen kan være din ægtefælle, en ven eller en, som er ansat ved en dyretransportvirksomhed. Bemyndigelsen skal være skriftlig, og du kan finde en blanket her.
Du kan blive spurgt om at dokumentere, at hundens flytning sker pga. din – altså dens ejers – egen flytning. Dette er kravet for, at flytning ikke beregnes som kommerciel. Dokumentation på dette kan bl.a. være dit boardingpas, togbillet eller hotelreservation.
Hvor kan du komme ind i Danmark?
Hvis du rejser fra et land, som ikke er medlem af EU, må din hund kun ankomme igennem et af disse tre indgange: Københavns lufthavn, Billund lufthavn og Aalborg lufthavn. Andre indgange er forbudte. Her vil hunden og de medbragte dokumenter blive tjekket af myndighederne. Ankommer du til et andet EU-land før Danmark, skal inspektionen finde sted der.
Enkelte lande er undtaget af denne regel, på trods af de ikke er EU-lande. Det er følgende: Andorra, Færøerne, Gibraltar, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz og Vatikanet.
Dyrevenlige flyselskaber
Husk at undersøge, at det flyselskab du skal flyve med tillader, at du har din hund med – det er nemlig ikke alle, der gør. Nogle flyselskaber tillader, at din hund må være i kabinen sammen med dig, hvis den er lille nok – typisk under 8 kg. Ellers tillader de fleste, at hunden er i lastrummet. Der er dog ofte begrænset plads til dyr i lastrummet, og derfor er det vigtigt, at du booker pladsen i god tid. Der er en del regler for tasken eller buret, din hund transporteres i, så husk at læse op på dette på flyselskabernes hjemmesider. Både når din hund flyver i kabinen og i lastrummet, skal du betale for transporten. Prisen afhænger typisk af din hunds vægt.
Følgende flyselskaber, som flyver til Danmark, tillader hunde:
SAS – Læs mere her
Norwegian – Læs mere her
Lufthansa – Læs mere her
KLM – Læs mere her
Finnair – Læs mere her
Air France – Læs mere her
Når du er i Danmark
Endelig! Efter al den planlægning er din hundeven kommet til sit nye hjem i Danmark. Selvom du nu er i landet, er processen dog ikke ovre. For at din hund kan blive hos dig, er der en række ting, du skal have ordnet og nogle love, du skal kende til.
Danmark har en “hundelov”, som beskrive en række regler, som man skal følge som hundeejer. Vi vil her gennemgå de vigtigste for dig, som nyligt tilflytter til landet.
Dansk Hunderegister
Hvis du har en hund, der skal være i Danmark længere end 4 uger – også hvis I blot er på ferie – skal den registreres i Dansk Hunderegister. Din hund skal registreres indenfor en måned, efter den er ankommet til landet. Du kan registrere den her, eller få en dyrlæge til at hjælpe dig.
Ansvarsforsikring
I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring til sin hund. Ansvarsforsikringen dækker, hvis din hund skader en anden person, et andet dyr eller en anden persons ejendele. Forsikringen dækker ikke, hvis din hund kommer til skade, det kræver at du har en sundhedsforsikring. En sundhedsforsikring er ikke lovpligtig, men vi anbefaler dog, at du også anskaffer dig sådan en til din hund.
Læs mere om forsikring til din hund her.
Hundetegn
Hvis din hund løber væk, er det vigtigt at politiet, eller dem som finder hunden, ved hvem ejeren er. Som beskrevet tidligere, skal din hund have en mikrochip, så den kan identificeres ved hjælp af dens ID-nummer. Men for at læse den, kræver det en bestemt scanner. Derfor er mikrochippen ikke den eneste identifikation, din hund skal have på sig, når den bor i Danmark. Der står i hundeloven, at alle hunde over 4 måneder skal bære halsbånd med skilt – også kaldet et hundetegn. På hundetegnet skal der som minimum stå ejerens navn og adresse, men det er også en god ide at skrive telefonnummer på.
Hold din hund i snor
Selvom din hund måske er velopdragen og ikke forstyrrer andre, når den er ude i offentligheden, er der mange steder, det ikke er tilladt, at lade hunde løbe frit rundt.
I byer og områder med bymæssig bebyggelse, skal du ifølge hundeloven enten holde din hund i kort snor eller have fuldt herredømme over den.
Mange parker og kirkegårde tillader ikke løse hunde, så hold altid øje med skiltene i området. Du vil ofte se et “hund i snor”-skilt.
Det er ikke umuligt at finde parker eller naturområder, hvor din hund kan gå løst. Besøg den relevante kommunes hjemmeside, og se om de har en liste over steder, hvor du kan slippe din hund løs.
I skove og naturområder kræves det, at din hund holdes i snor. Dette er især for at beskytte naturen og vilde dyr. I Danmark er der dog såkaldte “hundeskove”, hvor det er tilladt at lade sin hund løbe frit. Her kan du besøge med din hund, forudsat du har den under kontrol og at den lystrer, når du kalder den til dig. Du kan læse mere om hundeskove her.
I sommerhalvåret, fra 1. april til 30. september, skal hunde holdes i snor, når de besøger stranden. Resten af året må de gå frit, hvis man har dem under kontrol. Du skal dog altid holde øje med skiltene ved stranden, da der er strande, hvor hunde altid skal holdes i snor. Derudover er der såkaldte blå flag-strande, hvor du ikke må opholde dig eller bade med din hund. Læs mere om hunde og stranden her.
Få hjælp til hundepasning og hundeluftning
Nu når du bor i Danmark, har du måske travlt med arbejde eller har planer om aften? Måske skal du ud og opleve dit nye land, og tager på små ture rundt i Danmark uden din hund?
Hos Dogley kan du finde godkendte private hundepassere over alt i Danmark. De er alle passionerede hundeelskere og står klar til at passe og lufte din hund. Du kan booke en pasning for enkelte timer eller helt op til flere dage eller uger. Din hund kan blive passet hos hundepasseren selv eller i dit eget hjem – alt efter hvad passer dig bedst. Vi har også søde hundepassere, som tilbyder hundeluftning eller enkelte visits med fodring.
Find din nye trygge hundepasser eller hundelufter på Dogley.com.