Nyfødte hvalpe ser sårbare og søde ud, men de er faktisk ret hårdføre. De skal nemlig lære at klare sig selv i en meget ung alder! Heldigvis får de masser af hjælp fra deres mor i den første tid, men du kan også gøre en del for at give dine hvalpe en god start på livet. Læs med her og bliv klogere på, hvad du skal gøre, når hvalpene skal godt fra start.

Den allerførste tid

Lige så snart hvalpene er født og trækker vejret, går de i gang med at die. Det er vigtigt, at hvalpene får masser af mælk fra deres mor, fordi det indeholder nødvendig næring og antistoffer, som de får brug for. Det første stykke tid vil moderen nødigt efterlade sine hvalpe – sørg derfor for at hun har adgang til vand og mad tæt på fødekassen. Og hold øje med, at hun får nok at spise og drikke, så hun kan producere rigelig mælk til sine hvalpe. Derudover bør der være dejligt varmt, der hvor fødekassen står, så hvalpene kan holde varmen.

Det kan ske, at hvalpene går ned i vægt de første par timer af deres liv, men efterfølgende bør de tage på hver eneste dag. Derfor kan det være en god idé at veje dem individuelt hver dag i de første uger, så man kan følge den enkelte hvalps udvikling. I ugerne op til og efter fødslen bør deres mor også spise hvalpefoder for at få masser af energi og for at spise de mineraler, hvalpene skal bruge i deres udvikling.

Det kan være svært at få en fornemmelse af, hvordan hvalpene har det i de første dage. De ligger nemlig mest og sover og spiser. En god tommelfingerregel er, at hvis alle kan kravle hen til deres mor og få mad, og der er en behagelig stemning i fødekassen, er alt umiddelbart godt. Hvis der er uro, larmende eller efterladte hvalpe, dårlig hygiejne eller lignende, er der noget galt, som du bør handle på.

Hvalpenes første uger

En hund er kun drægtig i cirka 63 dage, og derfor er hvalpene ikke helt “færdige”, når de bliver født: En nyfødt hvalp er nemlig både blind, døv og tandløs, og modsat mange andre dyrebørn kan de ikke gå lige fra begyndelsen, men skal lære det. Hvalpenes udvikling går dog rigtig stærkt de første par uger!

De første dage

Det første stykke tid efter fødslen skal mor og hvalpe have ro. Her lærer hvalpene at die, og moderens krop kan stille og roligt komme sig efter fødslen. Når der er gået et par dage, falder hvalpenes navlestrenge af. Hvis dette ikke sker, skal du kontakte dyrlægen, så der ikke opstår betændelse hos hvalpene.

Øjne, ører og tænder

Efter 10-12 dage har hvalpene endnu ikke åbnet deres øjne endnu og er afhængige af moderens omsorg. Efter cirka to uger begynder deres øjne at åbne, og de ser verden for første gang. Efter 2½ uge er deres hørelse på plads, og efter 3 uger begynder de at kunne gå, ligesom deres mælketænder også begynder at titte frem.

Socialisering er vigtig

Når hvalpene er 3-4 uger gamle, er deres sanser og bevægeapparat efterhånden på plads. Det betyder, at de begynder at rode rundt og undersøge verden. Her skal du allerede begynde at miljøtræne og socialisere dem. Det er vigtigt, at hvalpene bliver vant til den verden, de skal leve i, og derfor skal de lære om lyde og bevægelser. Hvis de bliver overbeskyttet i den fase, hvor de burde blive socialiseret, kan du risikere, at det præger hundene resten af deres liv. 

Men hvad skal du så gøre? Sæt gerne musik eller tv på, støvsug, led hvalpene rundt i huset på forskellige gulve eller i haven, sørg for at aktivere dem med legetøj, inviter venner på besøg osv. Du skal også vænne dem til at blive klappet og børstet, og til at det er okay, at man kigger på deres tænder og klør. Husk dog, at de stadig kun er hvalpe og hurtigt bliver trætte og fyldt helt op af indtryk. Hvalpene skal fortsat socialiseres mange uger endnu. Også når de kommer ud til deres nye familier. Du må endelig ikke beskytte hvalpene mod nye indtryk! Det kommer til at bide sig selv i halen senere i deres liv, hvis de ikke er ordentlig forberedte på verden omkring dem.

Hvalpefoder

Efter 4 uger kan hvalpene begynde at spise hvalpefoder. Du kan altid få hjælp til valg af foder hos dyrlægen Jo større hvalpene bliver, desto større mængde foder skal de have. Men der er ofte gode vejledninger på fodersækkene, der kan hjælpe dig med at regne mængder ud. Dieperioden fortsætter til hvalpene er omkring 6 uger gamle, så der vil være en periode, hvor de både får mælk og foder.

Hvalpene flytter hjemmefra

Når hvalpene er 8 uger gamle, er de faktisk klar til at “flytte hjemmefra”. Nu er de nemlig store nok til at kunne klare sig selv uden deres mor og deres søskende. De kan både se, høre, løbe, lege, spise og knytte sig til deres nye ejere. Men det betyder ikke, at det ikke er en stor omvæltning for en hvalp at blive bortadopteret. Når de skal hjem til deres nye hjem, kan det derfor være en god idé, at de lidt med fra deres fødehjem. Fx kan de få noget foder med, de er vant til, så de ikke bliver dårlige af et foderskift. Giv dem også et klæde eller andet med, der lugter af deres første hjem, så den har en tryg lugt med sig, når de skal lære deres nye familie at kende.

Hvad skal jeg huske som ejer?

Som ejer er din allervigtigste opgave at give mor og hvalpe de rammer, der skal til, for at hvalpene kan udvikle sig, som de skal. Sørg for at socialisere dem og give dem mulighed for at blive godt rustet til den virkelige verden

Dog er der også nogle praktiske ting, som hvalpenes mor ikke kan hjælpe med, og som du derfor skal sørge for:

  • Det er lovpligtigt at ID-mærke hvalpene, inden de er fyldt 8 uger. De bør også blive vaccineret og få en generel sundhedsundersøgelse, men alt dette kan din dyrlæge hjælpe dig med.
  • I hvalpenes første levetid skal du sørge for at få dem ormebehandlet. Deres mor kan give orm videre til hvalpene gennem mælken, og derfor skal de have ormekur i hvert fald to gange, inden de flytter hjemmefra. Du kan få hjælp og vejledning fra dyrlægen om dette
  • Giv eventuelt hvalpene forskellige halsbånd på, hvis du har svært ved at kende forskel på dem.

Hvad med moderen?

Det er ikke kun hvalpene, der skal være under særligt opsyn de første par dage. Det bør deres mor nemlig også være. Selvom en fødsel er gået godt, kan hendes krop godt få problemer efterfølgende.

Du skal holde øje med et par ting i forbindelse med moderen:

  • hendes mælkekirtler kan være spændte og i værste fald få betændelse. Du kan prøve at sørge for, at de mest sultne hvalpe ligger ved de mest spændte dievorter, men vær opmærksom på ikke at flytte for meget rundt på dem. Du kan også prøve at massere din hund, hvis der er brug for det. 
  • hun kan risikere at gå i kalkchok, fordi hun skal producere en del mælk. Det vil vise sig som uro, kramper eller besværet vejrtrækning.
  • hun kan få underlivsbetændelse, der kan opdages som ildelugtende udflåd eller måske feber.

Hvis du har mistanke om, at din hund har betændelsestilstand eller kalkchok, skal du kontakte dyrlægen.

Har du brug for pasning af hvalpe? Dogleys hundepassere tager sig af hunde i alle aldre – også de allermindste. Du kan nemlig søge specifikt på din hunds aldersgruppe på dogley.com. Klik her og find efter den perfekte hvalpepasser!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *