Går du og overvejer, om en af de små hunderacer er noget for dig? Det er der stor sandsynlighed for, at de er.
Små hunderacer er nogle gange lidt udskældte, fordi folk mener, at du ikke får lige så meget hund for pengene. Dette er dog langt fra sandheden. For selvom små hunde ikke er særlig store, så kompenserer deres fantastiske og sjove personligheder i dén grad for størrelsen.
En lille hund kan være et perfekt match til dig eller din familie. Men inden du vælger din næste hund, er det vigtigt at sætte dig grundigt ind i den enkelte hunds egenskaber og kvaliteter. Det hjælper vi dig med i denne artikel.
Gode grunde til at vælge en lille hund
Der er mange gode grunde til at vælge en lille hund. Nogle af dem er baseret på hundenes personlighed, imens andre er praktiske. Inden vi går tættere på de forskellige racer, får du nogle af grundene her.
Små hunderacer passer ind i de fleste miljøer
Mens en stor hund ofte har brug for mere plads, så passer en lille hund ind de fleste steder. Selv en lille lejlighed vil føles rummelig for de mindre racer, så derfor er det nemmere at finde plads til de små hunde. Generelt er de mindre racer gode til at tilpasse sig forskellige miljøer.
Små hunde kan ligesom de store variere meget, når det kommer til personlighed og aktivitetsniveau. Derfor må man endelig ikke se størrelsen på hunden som en undskyldning for at motionere og træne mindre med den. I vores hunderaceunivers kan du læse mere om, hvilket aktivitetsniveau der er kendetegnende for forskellige racer.
Små hunde har masser af personlighed
Hvad små hunderacer ikke har i størrelsen, har de i deres personlighed! Du vil helt sikkert blive forundret over hvor intelligente, sjove, selvstændige og modige rigtig mange små hunde er.
Personlighed varierer selvfølgelig mellem racer og også mellem hundene individuelt. Men mange små hunde er kendt for at værne om deres frihed, have holdninger til personer og dyr omkring dem og ikke mindst for at være meget kærlige.
Derfor kræver de fleste små hunde også en god mængde træning. Til gengæld kan du præge din hund, så den bliver den perfekte følgesvend for dig eller din familie.
Fokus på små hunde: de populære små hunderacer og deres egenskaber
Listen over små hunderacer er lang. Vi har samlet en overskuelig oversigt over nogle af de populære små hunde inden for forskellige kategorier. På den måde bliver det måske lidt nemmere for dig at vælge din næste lille hund.
Familievenlige hunderacer
Små hunderacer er normalt populære hos både singler, par og familier. Når det så er sagt, så er en lille hund tit den perfekte tilføjelse til en familie med børn.
At være hund i en småbørnsfamilie kræver dog et særligt temperament. Derfor er det godt at være klar over, hvilke racer der egner sig godt til familieliv.
Det er der heldigvis mange, der gør. Nogle af de populære racer tæller:
- Mops: en mops er meget social og kærlig. Den elsker at være sammen med sin familie. Til gengæld kræver den ikke særlig meget aktivering eller motion. Derfor er den en rigtig god hund for den travle familie.
- Corgi: denne hund ligger størrelsesmæssigt i den lidt større ende. Den er egentlig avlet som hyrdehund, men er nu populær hos rigtig mange familier. Du kan læse mere om corgien lige her.
- Bomuldshund: en rigtig klassiker og med god grund. Bomuldshunden er selvstændig, men den knytter sig tæt til sin familie. Bomuldshunden er også populær, fordi den fælder mindre end mange andre hunde.
Små hunderacer der ikke fælder
Ligesom bomuldshunden findes der en række små hunderacer, som ikke fælder – eller som i hvert fald fælder betydeligt mindre end andre hunde. Det skyldes, at den ikke producerer underuld.
Disse små hunde bliver betegnet som allergivenlige. De tæller blandt andet:
- Shih tzu: denne hundetype er ganske lille og har en meget fin pels. Her får du virkelig en hund med personlighed. Til gengæld er den ikke særlig aktiv og meget rolig.
- Bichon Havanais: denne hund er meget selskabelig, og den elsker at tilbringe tid med sin familie. Pelsen er smuk og meget blød, men kræver til gengæld masser af pleje.
- Lhasa Apso: er utrolig hengiven over for sine nærmeste, men kan være fjendtlig over for fremmede. En hund med masser af potentiale, men den kræver noget træning.
Er du interesseret i at læse om endnu flere allergivenlige hunde? Så kan du læse meget mere i denne artikel.
Bedste lejlighedshunde
Din bopæl kan være en stor motivationsfaktor for at lede efter en lille hund. Hvis du bor i en lejlighed, er det nemlig både nemmere og bedre for hunden, hvis den ikke er alt for stor.
Heldigvis findes der mange små hunde, som passer godt til lejlighed:
- Cavalier King Charles Spaniel: en sød, stilfærdig og meget kærlig hund. Denne race er utrolig rolig og finder sig i meget – blandt andet larm fra byen, menneskemylder og børn.
- Fransk bulldog: en sjov og elskværdig hund, som passer rigtig godt ind i en mindre lejlighed. Den kræver ikke voldsomt meget motion, hvorfor den også er en favorit hos mange.
- Pomeranian: her får du ikke bare en utrolig nuttet hund – du får også en af de mindste hundestørrelser, som findes. Denne hund er meget modig og har en flot gylden pels. Det er vigtigt at være opmærksom på, at pelsen kan kræve en del pleje.
Godt at vide som ny hundeejer
Når du har besluttet dig for den rigtige race, begynder alt det sjove. Så skal du nemlig finde lige netop din hund, tage den hjem og begynde at træne og opbygge et bånd.
Hvis du har haft hund før, har du helt sikkert styr på alt det praktiske. Men hvis du er ny hundeejer, er der et par ting, som du skal huske.
Husk at tegne en hundeforsikring
Som hundeejer kræver loven, at du tegner en ansvarsforsikring for din hund. Forsikringen dækker for skader, som din hund påfører andre hunde, mennesker eller ting. Med den rigtige træning får du næppe brug for denne forsikring – men den er ikke desto mindre vigtig at have.
Udover ansvarsforsikring kan du også tilkøbe en syge– og livsforsikring til din hund. På vores blog kan du læse mere om de forskellige forsikringstyper.
Få din hund passet af kærlige og kompetente hundepassere
Når din hund er blevet gammel nok til at blive passet, har du måske lejlighedsvis behov for at få hunden passet. På Dogley finder du kompetente og kærlige hundepassere over hele landet. Find en hundepasser nær dig her.