December er årets travleste måned. Man løber rundt og køber gaver, pynter op, og gør klar til juleaften. Men hvordan påvirker det egentlig vores kæledyr? Støj, madlugt, musik, sang, bjælder, gæster og et træ med gaver midt i stuen må være lidt af en omvæltning for vores hunde. Her får du nogle gode tips til, hvad du kan gøre for at give din hund en rolig oplevelse i en stresset tid.

Husk rutinerne

Din hund er glad for en rutinepræget hverdag. Glem derfor ikke jeres normale rutiner med mad, gåture og søvn. Det hjælper din hund til at tackle de dele af julen, der laver om på hverdagen. Det samme gælder de regler, du har sat for din hund. Den har svært ved at forstå, at noget er okay “fordi det er jul”, men ikke er det resten af året. Vær derfor opmærksom på at holde fast på de grænser, I normalt har i hverdagen.

Gæster skaber kaos

Sørg for at gøre dine gæster opmærksomme på det, hvis du kan mærke, at din hund er stresset. Du kender din hund bedst, så det er vigtigt, du holder øje med dens signaler. Fortæl dine gæster, når du kan se, den skal have en pause. Og sørg for, at din hund har et uforstyrret sted, den har ro og fred.

Din hund har ikke godt af julemaden

Der er fedt og sukker i det meste julemad. Husk at din hund ikke har godt af nogen af delene. Husk også, at din hund hverken kan tåle at tygge i mistelten, kristtjørn eller juleroser. Det kan du læse mere om her.

Juletræet med sin pynt

Har din hund en ivrig hale? Så bør du måske overveje, hvor du hænger glaskuglerne på juletræet. Eller stiller de fine, arvede porcelænsnisser. En stor, busket hale kan nemlig sagtens feje pynt på gulvet uden det store besvær. Har du pynt i hundehøjde, bør du nok sørge for, det kan tåle at ryge på gulvet eller at blive tygget i. Lametta og spiselig pynt er heller ikke godt for hundemaver, og levende stearinlys er farlige for pelsen. Så vær varsom med, hvad du placerer på de nederste grene af træet.

Tag jer tid til kram

Husk at hunden faktisk kan give dig ro. Når du i løbet af december bliver stresset, kan du huske dig selv på, at hunden faktisk kan nedsætte dit stressniveau betydeligt. Det kan godt betale sig for jer begge, at du tager dig tid til at sidde roligt med din hund. 15 minutter er faktisk nok til at få dit stressniveau til at falde. En god lang luftetur kan også give både dig og hunden en pause fra juleræset. Gå en lang tur og fokusér på hinanden. Husk i hvert fald at give din hund ekstra opmærksomhed i denne travle tid; julen er jo hjerternes fest.

Er du meget væk hjemmefra i juledagene? Husk at du kan sørge for, at din hund alligevel får kram og opmærksomhed, når du booker en Dogley-hundepasser. Du kan finde og booke en af vores mange skønne hundepassere her.

Kategorier: Sundhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *